Et ønske om at udviske grænserne mellem det unikke og den industrielle produktion var drivkraften, da designer-duoen Eva Ingemar og Pia Claudi i 1991 flyttede deres avantgardistiske design indenfor i de danske industrihaller. Siden da er det blevet trukket nye grænser for det mulige, for mønstre, farvekombinationer og beklædning.

Figursyede strikjakker, overrumplende konfektion og en balance mellem klassicisme og kvindelig identitet har hele tiden været kendetegnende for de to designere, der begge er uddannet på Kolding Designskole. Eva & Claudi A/S producerer fire kollektioner om året, der foruden Danmark markedsføres og sælges i Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz, Belgien, Holland og USA.